Brevkassen har fået et spørgsmål fra Peter

Hjælp!

Jeg er her til aften pludselig blevet meget sensitiv ved den mindste berøring. Det føles som sandpapir, selv ved strejf. Det gælder både når min kæreste rør mig, når stof rører mig, ja selv, når jeg aer mig selv. Og det virker til at være særligt ved arme, ben og core.

Jeg har i de sidste tre uger været ude for massiv stress efter en krisesituation, og en bachelor oveni. Kunne der være en sammenhæng med dette, eller skal jeg søge hjælp hos min læge?

Hvad skal jeg gøre? Det er ubehageligt at bevæge mig. Og endnu værre, at min kæreste ikke engang kan ae mig.. selv vejrtrækning på huden føles voldsomt..

Jeg er bange for at det ikke går væk.. Hvad kan dette betyde?

Psykologens svar

Kære Peter. Tak for dit indlæg.

Du beskriver symptomer, som kan være stressrelaterede. Jeg vil anbefale dig, at søge lægehjælp så du også kan få udelukket, om det er noget andet der skaber de neurologiske forstyrrelser.

Såfremt det er stress – er det heldigvis noget, der kan gøres noget ved! Giver du tid og sætter fokuseret ind, vil du i de fleste situationer kunne slippe helt af med symptomerne.

Det berør mig altid meget når jeg snakker med en som har ignoreret symptomer på belastning. Det er ofte personer, der er meget hårde ved sig selv; sætter egne følelser og velvære lavere end et eller andet mål. Der har sandsynligvis været andre og mildere symptomer på stress som er blevet ignoreret. Selv små symptomer er tegn på overbelastet og du bør forandre situationen eller søge hjælp hertil – ignorerer du dem vokser antallet og intensiteten af symptomerne. Fuldstændig, som hvis du ignorerer ømme og trætte ben og giver dig i kast med et maraton… det er begrænset, hvor længe din krop kan bære dig.

For at opsummere; jeg vil anbefale at du søger hjælp til at afklare om det er stress og evt. finde en dygtig psykolog til at hjælpe dig med at behandle symptomerne og komme ud af stress.