PTSD og PTSD behandling

PTSD – når fortiden nægter at give slip

For personer med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) slipper visse oplevelser ikke taget, uanset hvor lang tid der er gået. De har sat sig i kroppen, i tankerne og i drømmene. Et skævt blik, en lyd eller en bestemt stemning kan udløse en reaktion, som bringer fortiden tilbage med fuld kraft. Fortidens traumatiske oplevelser er for PTSD-ramte ikke blot et minde, som kan ignoreres, men er en aktiv del af nutiden, som gør det vanskeligt at føle sig tryg, nærværende og i balance med sig selv.

Har du spørgsmål til PTSD udredning eller behandling er du velkommen til at kontakte os.

Hvad er PTSD

En posttraumatisk belastningsreaktion, ofte kaldt PTSD, er en psykisk tilstand, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og deres diagnoseklassifikationssystem ICD-11 (International Classification of Diseases, 11. udgave) opstår som følge af eksponering for en ekstremt truende eller rædselsvækkende begivenhed eller række af begivenheder. Disse begivenheder kan variere meget både i art og omfang. De kan være enkeltstående eller gentagne tilfælde, og de kan finde sted over kortere eller længere tid. Hvis PTSD opstår efter flere, langvarige eller gentagne traumer, er der tale om såkaldt kompleks PTSD (K-PTSD). Denne diagnose adskiller sig fra “klassisk” PTSD ved, at den typisk opstår efter langvarige eller gentagne traumatiske oplevelser, ofte i situationer hvor en person har haft begrænset mulighed for at flygte eller beskytte sig selv, som for eksempel ved langvarige voldelige parforhold eller flugt fra krig.
Fælles for “klassisk” PTSD og K-PTSD, er, at de indebærer en følelse af magtesløshed og en intens frygt eller trussel mod ens fysiske eller psykiske velbefindende.

Det afgørende for udviklingen af PTSD er ikke nødvendigvis, om man reelt har været i livsfare, men hvordan hændelsen er blevet oplevet og bearbejdet af den enkelte. To personer kan således være udsat for samme traumatiske begivenhed, hvor kun den ene udvikler PTSD. Dette skyldes både hændelsens varighed og omfang samt den enkeltes personlige håndtering og opfattelse af situationen. Derfor er det vigtigt ikke at vurdere risikoen for PTSD udelukkende ud fra ydre omstændigheder, men også at tage højde for individets psykologiske reaktion og tidligere livserfaringer.

Centrale symptomer på PTSD

Symptomer på PTSD manifesterer sig på forskellige måder og kan variere betydeligt fra person til person. Ifølge WHO’s diagnoseklassifikationssystem ICD-11 kendetegnes PTSD dog ofte ved tre centrale kernesymptomer:

1. Genoplevelse af traumet: når man har PTSD bearbejdes en given traumatisk oplevelse ikke på normal vis. I stedet for at man efter den chokerende hændelse vender tilbage til en tilstand af normalitet, bliver oplevelsen ved med at “sidde fast” i både kroppen og sindet. Det betyder, at kroppen ikke regulerer sig selv med tiden, som man kunne forvente i en sund psykologisk proces. En person med PTSD vil fortsætte med at opleve intense reaktioner på begivenheden; det kan være gennem flashbacks i vågen tilstand eller som mareridt under søvn. Også bestemte sanseindtryk – lyde, lugte eller synsindtryk – kan aktivere frygten og udløse intense reaktioner, hvor kroppen ofte vil reagere på samme måde som under selve traumet, med hjertebanken, svedtendens og rysten. Oplevelsen af traumerne forbliver altså aktive, som om de stadig sker i nutiden, hvilket hindrer personen i at bearbejde og integrere oplevelsen på en sund og naturlig måde. 

2. Undgåelse: Personer med PTSD forsøger ofte at undgå situationer, steder, mennesker, tanker eller følelser, der minder dem om det traumatiske, de har oplevet. Dette gør de for at beskytte sig mod at genopleve den intense angst og psykiske smerte, der er forbundet med det. Ofte vil de derfor begrænse deres aktiviteter og sociale sammenhænge for at undgå potentielle triggere. For eksempel vil en person, der har været i en alvorlig trafikulykke, undgå at køre bil eller være passager, mens en person, der har været udsat for overgreb, vil forsøge at undgå visse sociale situationer, områder eller personer, som vækker minder om hændelsen. Frygten for at blive trigget kan også være så intens, at de PTSD-ramte helt undgår at tale om deres oplevelser, selv med nære pårørende, som de ellers har tillid til. De føler, at de bedst kan beskytte sig selv på denne måde, hvilket desværre ofte resulterer i en følelse af isolation og ensomhed.
   Udover disse typer undgåelsesadfærd, kan personer med PTSD også forsøge at undertrykke eller fjerne tanker, følelser eller kropslige fornemmelser, der er forbundet med traumet. De vil f.eks. prøve at blokere indre billeder eller flashbacks relateret til traumet. De vil ofte også forsøge at distrahere sig selv med forskellige ting for ikke at komme i kontakt med de ubehagelige minder eller følelser.
   Undgåelse som coping-strategi kan på kort sigt føles som en måde at lindre den emotionelle smerte på og give en følelse af kontrol og lettelse, men vil på den lange bane blot vedligeholde PTSD-symptomerne. 

3. Vedvarende følelse af trussel: En vedvarende følelse af trussel henviser til en grundlæggende og langvarig oplevelse af, at den PTSD-ramte ikke er i sikkerhed – selv når der objektivt set ikke er nogen fare til stede. Denne tilstand af konstant alarmberedskab er kroppens måde at forsøge at beskytte sig selv efter en traumatisk oplevelse, hvor truslen var reel og akut. Følelsen kommer ofte til udtryk i form af øget vagtsomhed, irritabilitet, søvnproblemer eller sammenfarenhed, som kan påvirke dagligdagen betydeligt. Disse automatiske reaktioner kan ikke kontrolleres eller undertrykkes af vilje alene, da de er dybt indlejret i kroppens stress-respons system. Det er derfor, at personer med PTSD ofte føler, at de ikke kan slippe af med disse følelser af trussel, selv når de er i sikre omgivelser.

Symptomerne på PTSD sætter sig dog ikke kun i sindet – den viser sig også ofte i kroppen. Ud over søvnproblemer oplever mange PTSD-ramte også fysiske symptomer som hovedpine, muskelsmerter, mavesmerter og en gennemgribende følelse af udmattelse. Også migræne, rygproblemer og astma kan opstå. Dette kan gøre det vanskeligt for de ramte at skelne mellem psykiske og somatiske årsager til ubehag, hvilket i sig selv kan være en stressfaktor.

Årsager til PTSD

Nogle af de hyppigste årsager til udviklingen af PTSD er relateret til traumatiske oplevelser og stressfaktorer som f.eks.:

Krig

Militærpersonale i krigszoner udsættes for ekstreme og livstruende situationer, hvilket gør dem særligt sårbare over for PTSD. Det kan være ved aktiv deltagelse i kamp, trusler mod eget liv, eller det at overvære vold og lidelse – som når kammerater kommer til skade eller bliver dræbt, når de skal håndtere civile ofre, eller det at de lever under konstant fare og usikkerhed i længere perioder.

Alvorlige ulykker

Bilulykker, brande, naturkatastrofer og andre pludselige og uforudsigelige hændelser kan også føre til PTSD, da de ofte indebærer et voldsomt chok, livsfare, eller at man er vidne til død eller alvorlig fysisk og psykisk skade. Når personer udsættes for sådanne situationer, kan oplevelsen af hjælpeløshed, smerte eller tab føre til intense følelser af frygt og traume.

Voldtægt eller seksuelle overgreb

Voldtægt eller seksuelle overgreb kan føre til PTSD, da det er dybt traumatiserende oplevelser, der involverer vold, magtmisbrug og krænkelser af den personlige grænse. Ofre for overgreb af denne art kan opleve intense følelser af frygt, hjælpeløshed, skam og skyld, og den følelsesmæssige og fysiske vold, der er forbundet med overgrebene, efterlader dem ofte med langvarige psykiske ar.

Psykisk og fysisk vold

Både psykisk og fysisk vold kan føre til PTSD, da begge former for mishandling udgør ekstremt belastende oplevelser. Den psykiske belastning ved at blive udsat for vold kan for et offer være så overvældende, at det bliver svært at forstå, håndtere eller bearbejde de følelser og indtryk, han/hun står tilbage med. En vedvarende følelse af frygt og magtesløshed – særligt ved gentagen vold – kan efterlade dybe spor i psyken og resultere i alvorlige traumer, der påvirker offerets mentale helbred længe efter, at selve hændelsen er overstået.

Mange lever med ubehandlet PTSD

Desværre lever mange mennesker med ubehandlet PTSD i årevis, uden at få den hjælp de har brug for. Det er ikke heller ikke ualmindeligt, at disse mennesker først søger hjælp flere år efter den traumatiske hændelse. Dette kan skyldes flere ting:

Symptomernes opståen: Symptomerne på PTSD viser sig ikke altid umiddelbart efter traumet – der kan gå måneder eller endda år, før de første tegn på PTSD begynder at dukke op. For mange udløses symptomerne først, når der opstår andre belastninger i livet: en fyring, en skilsmisse eller andre stressende livsbegivenheder kan pludselig være dråben, der får bægeret til at flyde over. På det tidspunkt kan det dog være svært for den PTSD-ramte at se sammenhængen mellem de nuværende symptomer og tidligere traumatiske oplevelser.

Misforståelse af symptomer: Mange mennesker, der lider af PTSD, tror, at de fejler noget helt andet, som ikke nødvendigvis er relateret til deres traumatiske oplevelse. PTSD kan nemlig manifestere sig på subtile og ofte komplekse måder, som kan være svære at genkende som symptomer på en psykisk lidelse. Mange personer med PTSD ser deres reaktioner som en normal del af at have gennemgået en svær og traumatisk oplevelse, eller de kan fejlagtigt tro, at symptomerne vil gå væk af sig selv.

Uoverskuelig hverdag: PTSD kan gøre det svært at opretholde en normal hverdag, og når man kæmper med følgerne af PTSD, som for eksempel stress, angst, søvnforstyrrelser eller koncentrationsbesvær, kan det føles uoverskueligt at tage skridtet mod behandling. Mange bliver så opslugt af at forsøge at håndtere de daglige udfordringer, at de ikke har energi eller overskud til at tænke på at søge hjælp, og af denne grund bliver PTSD’en blot en del af den hårde dagligdag.

Skam: hvis en PTSD-ramt har været udsat for vold, seksuelle overgreb eller andre former for overgreb, kan de – selvom det ikke er deres skyld – føle skyld og skam. Mange bebrejder sig selv for ikke at have handlet anderledes, kæmpet mere imod eller undgået situationen. Det gælder særligt, hvis traumet er forbundet med magtesløshed eller kontroltab, hvor de bagefter oplever, at de “burde” have reageret på en anden måde. Skam kan også opstå som en reaktion på PTSD-symptomerne i sig selv. Nogle føler sig forkerte, fordi de “ikke kan komme videre”, eller fordi de reagerer voldsomt på ting, som andre ikke ser som farlige. De kan også skamme sig over at isolere sig, miste besindelsen, få panikanfald eller ikke kunne klare hverdagen som før.

Frygten for genoplevelse af traume: Det at søge hjælp indebærer typisk at konfrontere de traumatiske minder, som har været kilden til de PTSD-ramtes lidelser. For mange kan denne proces føles uoverkommelig og skræmmende, da de er bange for, at det vil føre til en fornyet intensivering af de smertefulde følelser. Denne frygt for at skulle genopleve traumet medfører, at mange undgår at gå i behandling – også selvom de inderst inde ved, at det kunne hjælpe dem med at få det bedre.

Behandling af PTSD

Behandling af PTSD kan være både krævende og tage tid, men det er muligt at få det markant bedre. Flere forskellige behandlingsformer har vist sig at være virkningsfulde, herunder:

ACT

Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en psykoterapeutisk metode, der fokuserer på at hjælpe klienten med at acceptere svære følelser og tanker uden at lade dem styre deres handlinger. I modsætning til andre terapiformer handler ACT ikke om at ændre eller undertrykke negative tanker, men om at udvikle en accepterende, mindful indstilling til ubehagelige minder og følelser. Målet med dette er at øge den psykiske fleksibilitet, så klienten kan leve et meningsfuldt liv – også i nærvær af angst, smerte eller traumer.

EMDR

Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) er en behandlingsmetode, hvor klienten genkalder konkrete traumatiske minder, mens terapeuten styrer klientens øjenbevægelser i et rytmisk mønster fra side til side – ofte med en finger eller et lille lys. Der var oprindelig en teori om at øjenbevægelserne skaber såkaldt bilateral hjernestimulation – aktivering af begge hjernehalvdele – hvilket skulle hjælpe hjernen med at bearbejde og “fordøje” traumet. Minderne forsvinder ikke, men de mister deres følelsesmæssige kraft og bliver mindre forstyrrende i hverdagen. I dag har forskning vist, at det er ligegyldigt om øjenene flyttes fra side til side eller op og ned. Den oprindelige forklaringsmodel holder således ikke. Det er mere sandsynligt at, effekten kan forklares af en belastning af frontallapperne. Se EMDR 2.0 og FLASH nedenfor.

EMDR 2.0 og FLASH

 EMDR 2.0 er videreudvikling af EMDR. Den bygger på en mere plausibel teori, nemlig at man ved at overbelaste frontallapperne samtidig med at det traumatiske stimuli genkaldes, så er der ikke plads til, at den traumatiske oplevelse overvælder en. Samtidig lagres stimuli i en mindre intens form, hver gang det genkaldes på denne måde. Hvor man i den oprindelige EMDR form alene brugte øjenbevægelser er det alene fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan belaste frontallapperne f.eks. ved dansetrin, remser, rytmistiske bevægelser og hovedregning.

FLASH teknikker ligner EMDR 2.0 bortset fra, at der samtidig bruges et “safe space”, som klienten kan forestiller sig og vendetilbage til under behandlingen. Dvs. der er skifte mellem at opleve det traumtiske og det trygge stimuli. Igen, er der god evidens for at dette fungerer.

Samlet er EMDR 2.0 og FLASH nogle af de mest effektive metoder til behandling af PTSD og kompleks PTSD.

Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi

Ved traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi får klienten hjælp til at konfrontere traumatiske minder under kontrollerede og trygge forhold i stedet for at undgå dem. Det sker typisk gennem en struktureret tilgang, hvor terapeuten og klienten i fællesskab arbejder med at identificere og bearbejde de mest belastende erindringer og tanker. Gennem eksponeringsterapi lærer klienten gradvist at få kontrol over angsten og udvikle et mere realistisk og nuanceret syn på traumet. Ved gentagne eksponeringer reduceres den følelsesmæssige intensitet, hvilket gør det muligt at mindske undgåelsesadfærd og genetablere tillid til sig selv og omverdenen.

Medicin

Antidepressiv medicin – særligt SSRI-præparater – anvendes ofte som en del af behandlingen af PTSD. Disse lægemidler virker ved at skabe balance i hjernens signalstoffer, især serotonin og noradrenalin, som er centrale for reguleringen af humør og følelsesmæssig stabilitet. Samtidig kan medicinen hjælpe med at normalisere niveauet af stresshormonet kortisol, der spiller en vigtig rolle i kroppens reaktion på belastning. Medicinsk behandling står dog sjældent alene ved behandling af PTSD, men indgår typisk som et supplement til terapi for at opnå den bedst mulige effekt.

Hvad man kan forvente af et behandlingsforløb for PTSD

Varigheden af et PTSD-behandlingsforløb kan variere betydeligt og er afhængig af flere faktorer. Først og fremmest afhænger det af traumets karakter – dvs. om det drejer sig om en enkeltstående traumatisk hændelse, eller om der er tale om en række af hændelser, der har varet gennem længere tid.

Enkeltstående traumer, som fx en bilulykke eller et enkelt voldsomt angreb, medfører ofte kortere behandlingsforløb. Dette skyldes, at hjernen ikke nødvendigvis har udviklet de samme komplekse forsvarsmekanismer som ved langvarige traumer, og den traumatiske hændelse kan være lettere at bearbejde og integrere i den enkeltes livshistorie.

Komplekse traumer såsom langvarig vold i hjemmet, seksuelle overgreb i barndommen eller krigserfaringer, kræver derimod en mere omfattende behandlingsindsats. Behandlingen kan tage måneder til år, da det ikke kun handler om at bearbejde den enkelte hændelse, men også om at genopbygge en følelse af tryghed, selvværd og kontrol, som ofte er blevet stærkt beskadiget gennem gentagne traumer.

Desuden medfører PTSD ofte følgevirkninger som angst, depression og følelsesmæssig afkobling. Dette kan gøre et behandlingsforløb mere omfattende og kan nødvendiggøre en indsats, der involverer flere forskellige former for terapi for at opnå de bedste resultater.

Søg hjælp
Hos cirka en tredjedel af dem, der lider af PTSD, vil tilstanden udvikle sig til kronisk PTSD. Dette understreger vigtigheden af at søge hjælp tidligt, da professionel behandling kan lindre symptomerne og forebygge langvarig lidelse. Det vigtigste er, at man ikke står alene med sin smerte. Med støtte fra både professionelle og ens nære relationer kan byrden lettes og helingsprocessen begynde.