Hvorfor tænker tænker jeg at min kæreste er utro?
Brevkassen har fået et nyt indlæg fra “Lone”. Lone skriver:
Sagen er at jeg har været sammen med min fyr i 2 år. (Han er min første kærlighed). Vi blev forlovet i februar måned.
Vi har det normalt rigtig godt sammen. Han vil gøre mange ting for mig og jeg kan mærke han elsker mig.
Men nogle gange, så får jeg de sygeste tanker. Der er slet ikke nogen grund til jeg får det. Han har altid været tro overfor mig. Faktisk har jeg selv måtte lyve en del overfor ham i starten af vores forhold. Men jeg overtænker helt vildt meget. Hvis han ikke tager den = tænker jeg, han snakker med en piger eller han er sammen med en pige. Hvis han siger han er sammen med sin ven = tænker jeg, han er sammen med en pige. Hvis han er på arbejde kan jeg finde på at tage over og se om han rent faktisk er der, fordi jeg føler han ikke er. Alle gange jeg har tjekket, har han været der. Jeg bliver også irriteret når han tager ud og ikke ringer til mig, fordi han er vant til det, så tænker jeg
Og hvis jeg nogengange er lidt rapkæftet overfor ham, så tænker jeg; nu prøver han at finde en der ikke er så rapkæftet som mig.
Det gør mig så skør, jeg kan slet ikke have det. Jeg er lykkelig med ham, men dette gør mig så ulykkelig.
Har du en ide om, hvorfor jeg tænker sådan? Det er så ubehageligt…
Psykologens svar
Kære Lone – mange tak for dit indlæg.
Jeg lægger først og fremmest mærke til, at du holder meget af ham og at I normalt har det rigtig godt sammen.
Du har også fantasier eller frygt for at han er utro overfor dig. Gad vide om det ikke hænger sammen med, at du holder meget af ham?
Når du skriver at du har løjet overfor ham, bruger en del på at finde ud af, om han faktisk er utro, er “rapkæftet” og evaluerer dine tanker som “syge”. Disse handlinger ser ud til at bidrage til opleveslsen af at blive “skør”, og at du skriver ind til mig.
Som jeg ser det – er det ikke tankerne der er problemet. Det er den måde du håndterer tankerne på. Det meget normalt at frygte for at miste det, man holder af. Det kan vække noget usikkerhed og uro. Men din strategi til at håndtere denne frygt ser ud til at skabe større problemer.
Du har ikke beviser for at han er utro og alligevel forsøger du at regne det ud. Det kan selvfølgelig være, at du på et tidspunkt finder ud af det – men du risikerer at forholdet kommet til at handle om, at du skal tjekke og han skal bevise at han ikke er utro. Det vil sikkert være et opslidende forhold.
Hvad kan jeg gøre med tankerne?
Ingenting! Du behøver ikke gøre noget med de tanker du får – lige nu er det, det der kan ødelægge dit forhold. Måske er der en vej til at du kan være ham nær og sårbar – uden at skulle tjekke. Hvor du kan lave invitationer til de aktiviter og det liv sammen som du gerne vil have – i stedet for invitationer til at forhøre, hvor han har været mv.
Jeg håber du kan finde en måde at finde fred med tankerne – se dem som et naturligt udtryk for din kærlighed – og dyrke den med omsorgsfulde aktiviteter i stedet for mistro.
Kan man få behandling for dette?
Ja, i terapi kan arbejde konkret med at rumme usikkerhed, tvivl og frygt – og bygge et sundt parforhold.