Spørgsmål til psykologen
Er kørt helt fast, min mand har lige fået en operation for kræft og i den forbindelse var han jo indlagt, mine 3 børn glimrede med deres fravær, de besøgte ham ikke, men ringede til mig og spurgte hvordan det gik. Min mand er ‘morfar’ til deres børn, nu er min mand så ked/sur, skuffet over manglende besøg, at han ikke ønsker at være i stue med dem, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i, men vi er jo nødt til at komme videre, men hvordan gør vi det. Jeg har ondt i min mave hver dag, da jeg jo står i mellem dem. Jeg har fortalt dem begge hvordan vi har det med deres valg, de undskylder og siger at de ikke vidste at det betød så meget med et besøg, da de jo begge havde ringet. Jeg er jo deres mor og derfor tilgiver jeg dem også fordi der er små børn inddraget. Hvordan kommer vi gennem det?
Psykologens svar
Kære Maria,
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation for dig. Du påtager dig et stort ansvar ved at forsøge at løse en konflikt, der ikke er din. Det lader til at din mand er blevet såret over dine børns adfærd og i stedet for at konfrontere dem, konfronterer han dig. Dine børn lyder ikke til at mangle empati og har bare ikke kunnet læse din mands behov.
Der er mange måder at reagerer på skuffelse og vrede. Den måde din mand gør sig til det tavse offer er meget ødelæggende for ham selv – og dem, der begynder at tage ansvar for hans konflikter. Folk skal “kunne regne ud”, hvordan han har det – og det kan man bare ikke. Så enten vil andre omkring ham ofte misforstå ham, hele tiden forsøge at gætte eller blive frosset ude fordi de burde have vidst, at han ikke brød sig om noget bestemt. Det er synd for ham, at han ikke håndterer det anderledes.
Men mest af alt er det synd for dig, der gerne vil løse konflikten. Jeg tror du vil komme bedst videre ved ikke at påtage dig så meget ansvar – og i evt. opfordrer dem til at snakke sammen hvis det bliver bragt op. Gøre din mand opmærksom på at det står ham frit for at trække sig og ikke være i stue med børnene. Uanset hvad han vælger at gøre er det hans ansvar. Synes du, det er trist at han trækker sig, kan du jo være åben omkring det.