Spørgsmål til psykologen
Jeg skriver dette brev, i håb om at kunne få den rigtige hjælp til min mor.
Jeg ved at dig bag skærmen nødvendigvis ikke kan hjælpe, men måske efter min lange forklaring pege mig i retning af en mulig diagnose eller løsning!
Jeg vil forsøge så vidt muligt at få hendes fortid med, da jeg syns det er en vigtig del af historien.
Historien om min mor
Min mor er 64 år gammel idag, og har haft en hård barndom med en hård og fraværende far og en mor der desværre var paranoid skizofren. Hendes mor begik selvmord på Sankt Hans psykiatriske hospital i starten af 90’erne.
Min mor har op til flere gange overværet hendes egen mors utallige forsøg på selvmord.
Min mor har 4 børn, med 3 forskellige mænd. 3 piger og en dreng. Vi er alle voksne nu.
Vi har alle sammen været udsat for seksuelle overgreb af flere forskellige mænd, som vores mor lukkede ind i vores liv velvidende om deres intentioner. En af dem havde hun selv et slags forhold til.
I hendes journal fra kommunen står der at hun er tungt begavet og meget naiv, så mit gæt er at de mænd har manipuleret og udnyttet hendes naivitet, samt givet hende penge. (til druk og mad).
Nåmen for at komme frem til pointen med overstående så har hun været en rigtig elendig mor for os alle og vendt den anden kind til mens vi har været i levende helvede. Jeg har tilgivet hende den dag idag, fordi jeg ved hun ikke er ‘rigtig’ oppe i hovedet. Der er ikke noget ondt i den kvinde overhovedet trods alt.
Mit problem, spørgsmål, bekymring etc ligger så i hvad hun evt kunne fejle psykisk. Det ville give os alle en større forståelse for vores barndom og for hende, og måske endda mine søskende ville slippe deres bitterhed imod hende og se det i et lidt større perspektiv.
Hun lider 100% af samlermani og samler/gemmer alt hvad hun kan. Jeg selv spiser ikke hos hende da her er så ulækkert.
Hun har mange små sproglige problemer fx i stedet for at sige ‘’det smager lækkert’’ – så siger hun ‘’det smager lækker’’. – ‘’han er en skiderikker’’ og udtaler rigtig mange ord forkert.
Dag ind, dag ud sidder hun det samme sted i sin stue, ser det samme i tv’et, spiser det samme mad, og har det samme tøj på. Dette har stået på i 20 år.
Hun går aldrig i bad eller børster tænder de resterne tænder hun har tilbage.
Når jeg er ude med hende er hun snot forvirret, stopper op midt i det hele, går ind i folk, og hvis hun ser nogle små børn stopper hun op og kigger på dem og reagerer ikke når man kalder.
Jeg kan stå og ha øjenkontakt med hende og fortælle hende noget, hun nikker men hører absolut ingenting af hvad jeg siger. Hun ‘zoner’ ind og ud syns jeg.
Hun kan aldrig færdiggøre en hel sætning og i selskab med hende er hun der, men uden mentalt at være der.
Jeg ved hun som sagt er tungt begavet men der må være noget underliggende – og det vil jeg frem til så hun kan få den rigtige hjælp og en bedre livskvalitet på hendes gamle dage.
Svar fra psykologen
Tusinde tak for dit spørgsmål og levende historie om din mor. Det er trist at høre om det hun og du selv har været igennem.
For at svare på dit spørgsmål så kan jeg ikke lave diagnosearbejde uden at have set og talt med din mor. Når det er sagt kan man formode at en person som hende med en lignende historie vil være dybt præget af en form for tilknytningsforstyrrlese eller personlighedsforstyrrelse. Det kan f.eks. være borderline og en generel oplevelse af angst.
Nogle af de symptomer du beskriver er svære at placere og overvejer om hun er i en form for medicinsk behandling, der sløver hende og billedet af, det der ligger under.
Du beskriver selv at hun muligvis er lavt begavet. Det vil især påvirke hendes planlægningsevner – evne til at læse folks intentioner og se, hvordan den måde hun reagerer på har indflydelse på selv og andre. Den følelsesmæssige forstyrrelse vil forstærke dette.
Jeg fornemmer at du har accepteret hende – og på en måde kan man ikke gøre andet end at tilgive og acceptere at hun er en mor der har gjort præcist det hun har gjort – og det var det bedste hun kunne gøre. Det er dog ikke det samme som at sige at det har været i orden det hun har gjort; det er dybt uansvarligt at tage ansvaret for børn når det er så svært at varetage eget liv. Hun har ikke formået at påtage sig mor-rollen og beskytte dig og dine søskende.
Du ønsker at dine søskende skal slippe deres bitterhed overfor hende. Dine søskende er berettiget til at have deres bitterhed og kun de ved, om de går glip af noget i relationen ved at tage afstand til hende – ligesom kun du ved, om du får noget ud af at være sammen med din mor.